Grundlaget: Pladen

 

Ufærdig St. Patrick på paulowniaplade

Selve pladen til ikonpladen

Ikoner er i tidens løb blevet lavet på alle slags materialer, men det mest almindelige har været træ. Man har vel brugt hvad man kunne få fat i, men nogle træsorter er mere velegnede end andre. Nåletræ som fyr og gran har fx det problem, at det sveder harpiks, gran kan desuden have løse knaster. Desuden har det været vigtigt at træet holder faconen og ikke slår sig eller vrider. I gammel tid blev ikonerne opbevaret i kirkerne, og dér kan jeg forestille mig at de blev udsat for fugt- og temperatursvingninger. De traditionelt mest brugte træsorter, lind og poppel har ganske udmærkede egenskaber hvad det angår

. I dag er der flere muligheder: MDF-plade er ikke et traditionelt materiale, det er end ikke træ, mere en slags “superpap”, træfibre, der er blandet med voks og lim og højtrykspresset til en tæt plade. Det har imidlertid nogle gode egenskaber, det er finkornet med en ,jævn, glat overflade. Det er holdbart og det slår sig kun lidt. Udseendet er et minus, farven er som pap, gråbrun; men det betyder ikke noget når jeg lægger gesso på kanterne af pladen. Bagsiden kan eventuelt få en gang bejse. MDF-plade har også den fordel at man ikke behøver tage hensyn til åreretning og op og ned, da materialet er ensartet. Det er let at bearbejde og slibe.

plader af paulowniatræ og MDF

paulowniatræ og MDF – oven på færdige plader

Et andet materiale, jeg bruger, erpaulowniatræ. Det er godtnok heller ikke en traditionelt brugt træsort, men jeg er ikke i tvivl om at de gamle ikonmalere ville have brugt den om de havde kendt den. Træet er let, ikke helt så let som balsatræ, men det er stærkere end balsa, derfor bruges det ofte af modelbyggere og folk der bygger surfbrædder. Dertil kommer at det er stabilt og ikke vrider eller slår sig let. I fjernøsten bruges det til æsker, skrin og skuffemøbler. Det var efter sigende skik at en familie plantede et træ, når de fik en datter. Når datteren så var giftemoden, fældede man træet og lavede  kommoder og andet bryllupsudstyr deraf som bryllupsgave. Herhjemme finder man ofte  i hobbybutikker som fx Panduro æsker og skrin lavet af paulowniatræ. Paulownias svageste punkt er, at træet er ret blødt, så der kan komme mærker i bagsiden på pladen, hvis man sætter den på en hård genstand. Farven er lys, grålig beige silkeagtig og strukturen åben. Paulownia er en hurtigtvoksende træsort, så årerne er brede. Træet dyrkes i plantager, hvor det kan vokse op til 6 meter på et år; samt i parker, hvor det er yndet på grund af en åben bladkrone og dekorative lyslilla blomster. Det er ikke just en truet træsort – tværtimod betragtes den flere steder som en uønsket, invasiv plante.

. Formatet

Sædvanligvis er ikoner højere end de er brede, og årerne i træet – hvis der er nogen – løber lodret. Det tillægges endog religiøs betydning: det lodrette forløb betyder modtagelse af helligånden. Ved et ofte brugt format,  portrætformatet, er billedet kun lidt højere end bredt. Jeg fremstiller plader i formaterne 18,5cm x 23,5cm og 23,5cm x 30cm efter forslag fra Inge Larsen-Ledet, der er underviser i ikonmaleri på kurser i Aarhus. Formatet er mere bredt end A4-formaterne (som Inge Larsen-Ledet ikke er så begejstret for). Nogle ikoner, som fx Gudsmoder af Jerusalem – ikonen der befinder sig i Alexander Nevski kirken i København, nærmer sig det kvadratiske med meget lille forskel på højde og bredde.

Anderledes er det med ikoner, der viser den hellige person i fuld figur: De er selvsagt meget højere end brede, gerne lidt mere end dobbelt så høje. Derfor er jeg også begyndt at fremstille ikonplader i 14cm x 32cm og 17,5cm x 40cm. Ellers findes ikoner i mange forskellige formater, nogle er endog runde eller – mere typisk – afrundede foroven. Det ser meget dekorativt ud, men er nok mere yndet nu end i gammel tid.

Nogle ikoner har en ophøjet kant, som en ramme – eller sagt på en anden måde – billedfladen er i en fordybning på pladen.  Denne tradition synes at være opstået af praktiske grunde: Når ikonerne ikke var i brug, blev de opbevaret stablet i kirken, og ved at forsænke billedfladen, blev den beskyttet mod slid. Desuden har faconen  været med til at modvirke vridninger i træet. I dag bruges faconen mest af dekorative grunde. Den kan skabes på traditionel vis med stemmejern, dygtighed og tålmodighed, eller lidt hurtigere med en overfræser – der skal dog stadig dygtighed og tålmodighed til. En “snyde”metode er at sætte trælister rundt i kanten af pladen. Jeg bruger ingen af metoderne, da jeg endnu ikke har fundet ud af at opnå et ordentligt resultat!

Selve savningen af pladen Foretager jeg med en bordrundsav. Den fylder godt i landskabet, men er rimelig nem at bruge. Uden en bordrundsav var det nærmest umuligt at save målfast og  retvinklet – især det sidste, retvinklingen, har været et stort problem. En pålidelig vinkel er et uundværligt instrument, men det er ikke altid jeg kunnet lide det den viste! omhu i indstillingen af saven og omhu med at holde pladen i kontakt med landet under hele savningen er vigtig. Når træet føres gennem saven, skal det foregå med en jævn hastighed hele vejen igennem, ellers kommer der hakker eller brændspor efter klingen.

Buede plader!

Når man ser på gamle ikonplader, så er de ofte buede, sommetider endog meget buede! Det skyldes at træet slår sig under skiftende luftfugtighed- og de gamle ikoner har nok været ude for lidt af hvert desangående. De er typisk lavet på store massive stykker træ og derfor mere udsatte. Derfor ser man også  på nogle ikonplader at der er sat kiler i på tværs på bagsiden for at holde vridet på plads. Nogle gange er der dog også sat kiler i af dekorative grunde!

Kile i en ikon jeg har fået af min svigerinde – det er en mindre ikon, så kilen er først og fremmest dekorativ!

Ved nyere plader er problemet  typisk knap så udtalt, Dog har jeg fået at vide at mine plader også i visse tilfælde buer lidt.

tværsnit af kvartsavet træ

Hvad man kan gøre ved det -udover de før omtalte  kiler er at bruge kvartsavet træ:  Det er en opskæring af træstammen med to snit vinkelret på hinanden gennem marven. på den måde kommer årerne på tværs af pladen. Det betyder at træet vil vride sig meget lidt. Det er ikke nogen standard måde at opskære træ på, da det tager længere tid og derfor er en del dyrere end almindeligt opsavet træ

standard udskæring: pilene viser hvordan træet vil arbejde

Ingen af disse metoder kan jeg bruge, desværre. Kilerne kræver mere snedkerarbejde end jeg er i stand til og paulowniatræet er kun til købs i almindelig udskæring!  Limning med harelimsopløsning af hele pladen, også kanterne og bagsiden, kan beskytte en smule, men ellers kan det næppe undgåes at træet med tiden begynder at bue en smule.

Den forholdsregel jeg vil begynde at tage, er at se på hvordan træet vil bue: Hvis det er billedfladen, der buer op på midten  (det er tilfældet i de gamle ikoner) er det  det bedste. Dels ser det pænest ud, dels er det bedst for gessoen – den tåler bedre at trækkes lidt i end at trykkes sammen!