Gessobehandling af ikonplader

Maria Guds Moder

Maria Eleusa, skrevet af mig selv efter forlæg fra: “At skrive en Ikon” Klematis 2006

Limning af ikonpladen

harelimdåseopblødt-harelim

Limen til pladen er udblødt og opvarmet harelim. Harelim er en organisk lim, fremstillet af huder og hudstumper fra garverier. Kanin- og hareskind giver i særdeleshed en fin lim, men navnet harelim skyldes vistnok ikke harer, men en forvanskning af det tyske “haare” hår. Limen kan fåes i plader men den harelim jeg bruger køber jeg  fra Aart de Vos som et ravfarvet granulat. Limen minder meget om gelatine i den måde den opfører sig på, den skal først udblødes i vand; mindst 4 timer, men gerne et helt døgn, så kvælder granulatet op, så det næsten suger alt vandet til sig. Det blandingsforhold, jeg bruger er 1del limgranulat til 7dele vand i rummål: i vægt svarer det til et blandingsforhold på 1:10. Det er vigtigt at den lim man bruger i begyndelsen er stærkere end den man bruger senere: Hvis det er omvendt, risikerer man at laget springer af! Efter udblødning varmer jeg limblandingen op i vandbad, der skal ikke nogen høj temperatur til at smelte limklumperne og kogning ødelægger limen. (jeg ved faktisk ikke hvorfor kogning ødelægger limen, da den er fremstillet ved afkog af huder; men det gør det altså!). Sådan en limblanding kan holde sig i 4-5 dage hvis den står lidt køligt, længere hvis den står i køleskab. Hvis den bliver dårlig, begynder den stivnede lim at svede og misfarves –  og den begynder at lugte ret ubehageligt!

Jeg bestryger pladerne både på forside og bagside og kanter med den lune lim, hvorefter pladerne skal tørre. Jeg stiller dem på at par keramiktal imens – de kan fjernes selvom de hænger i limen, papir ville hænge uhjælpeligt fast.

lærredet

Når dette første lag lim er godt tørt, er det tid til at lægge lærred på forsiden af ikonpladen. Jeg bruger ret tyndt, vasket lagenlærred, man kan faktisk godt genbruge gammelt stof, bare det er godt rent og pænt. Lærredsstykkerne klippes til en smule større end pladerne. Så dypper jeg stoffet i den lune lim til det bliver gennemblødet, presser overskydende lim af og lægger stoffet ud på pladen, det minder lidt om at lægge englehud på en bog, man glatter fra midten og ud for at undgå luftbobler. Der må ikkke være for koldt i lokalet, for så begynder limen at gelere – hvis det sker er det umuligt af lægge stoffet glat på så, må man skrabe det hele af, begynde forfra og lune limen igen. Jeg må være ekstra omhyggelig ved kanterne, hvis den overskydende stofkant hviler på bordet, kan det skubbe stoffet op. Efter tørring er det let at skære det overskydende lærred af, det er blevet fundstændigt sprødt og stift og lige til at skære i. Jeg bruger et nyt hobbyknivsblad og trækker det langs kanten af pladen, det giver et skarpt resultat.

Gessoen

Gessoen, der bruges til ikonmaleri er simpelthen den føromtalte Harelimsblanding tilsat kridtpulver, indtil blandingen får en konsistens som maling. Hvad kridtet angår, så bruger jeg en 1:1 blanding af champagnekridt og bolognekridt, fordi den er den opskrift jeg har set oftest brugt. Champagnekridt er meget finkornet og bolognekridt er lidt grovere,  så jeg har et teori om at blandingen fungerer ved at de to kornstørrelser “pakker” sig tæt. Nogle vælger at bruge såkaldt forgylderkridt til hele processen, og andre steder har man brugt knust alabast eller gips, det skulle give en speciel blød overflade. Den gesso jeg bruger, bliver derimod ret fast i det og glat. Jeg begynder med at opvarme limen så meget jeg tør, så tilsætter jeg skiftevis en skefuld af skiftevis champagnekridt og bolognekridt, under grundig omrøring, indtil blandingen virker flødeagtig. Blandingen har godt af at stå lidt inden brug, det kan godt medføre at gessoen trækker skind, derfor sprayer jeg gerne lidt vand over. Det gør jeg også efter brug, ellers lægger jeg et vådt klæde over. I det hele taget må der gerne komme en smule ekstra vand i undervejs.

gesso-rulles-på

 

Traditionelt  er gessoen blevet påført med pensel, men jeg har – efter forslag fra min mand – valgt at bruge en lille malerrulle. Hvis ikonpladen er af træ, giver jeg kun billedsiden gesso, men er pladen af MDF-plade giver jeg – efter råd fra Inge Larsen-Ledet – også sidekanterne gesso. Kanterne på MDF-pladerne er nemlig ikke så pæne i sig selv. Det er vigtigt at være omhyggelig med påføringen, specielt nær kanterne og i hjørnerne. Efter hver påføring skal gessoen tørre helt, man kan mærke  efter: er fladen kold at mærke på, er gessoen ikke tør. Normalt lægger jeg gesso på to gange om dagen, morgen og aften, men en enkelt gang har jeg lagt tre lag på hver dag, i forbindelse med en en hasteordre. Så lod jeg til gengæld pladerne tørre i stuen, hvor der var varmere end i værkstedet.

Piblinger

Piplinger i stor forstørrelse, fotograferet gennem en urmagerlup!

Piblinger eller nålestik : Det er et fænomen som de fleste ikonplademagere kender som en plage! Bedst som man sliber pladen ned, og synes den er ved at være pæn, opdager man de små klynger af bittesmå huller. Om årsagen til hullerne er bobledannelse i den flydende gesso; den måde væden i gessoen suges ned i pladen på; eller måden gessoen påføres (luft der “fanges” mellem strøgene), har jeg endnu ikke fundet ud af. Hvad der synes at hjælpe er:

At lade gessoen stå et stykke tid efter blanding og så ved genopvarmning, røre roligt i den, så der ikke kommer luft i.

At sørge for at gessoen ikke er for tyk, især ikke i de sidste lag.

At “massere” gessoen på pladen med fingrene, især i de sidste lag

At blande et par dråber rå linolie i gessoen – det skulle også gøre gessoen mere smidig.